Digteren Ursula Andkjær Olsen har skrevet så fint om poesi som en smutvej til fordybelse (Kristeligt Dagblad 1.3.2025)
 
Du kan læse hendes 5 råd i avisudklippet, som jeg har indsat nederst i blogindlægget. Læs det endelig – det er så godt!
 
Hun giver overordnet disse 5 råd til at læse poesi:
 
​1. Læs digtet højt
2. Læs sammen med andre
3. Læs digtet igen og igen
4. Drop kravet om at “forstå”
5. Tag ud og lyt
 
Med afsæt i hendes inspirerende indlæg har jeg herunder skrevet frit om mine egne oplevelser med at læse poesi.
 
Ét digt – ét øjeblik
 
Poesi kan så utrolig meget.
 
Med ofte få, men præcise ord kan et digt sætte os i en særlig stemning, røre os, spejle vores egne eksistentielle dilemmaer; sorg, smerte, forundring, længsel og glæde tilbage til os.
 
Som i disse få linier i et Rilke digt:
 
Let everything happen to you: beauty and terror.
Just keep going. No feeling is final.
Don’t let yourself lose me.
 
Poesi kan skabe klarhed og et ekstraordinært nærvær. Og det hele kan ske på et øjeblik.
 
Som i dette første vers af J.P. Jacobsen’s digt “Landskab”
 
Stille, du elskede kvinde!
Tyst må vi træde, vi to.
Der sover en sang her inde
i skovens natlige ro.
 
Ordet f o r d y b e l s e er et magisk ord. Det er blevet en nøgle til frihed, indsigt, oplevelsen af at have tid (nok) og alligevel er det som om at fordybelse skal genlæres. 
 
Afbrydelser, rastløshed, hurtig information og kvikke løsninger på vores udfordringer står i kø foran sindets og sansernes porte.
 
Tør vi sidde alene i et hjørne med et digt og give os hen? 
 
Og på den måde træde ud af hastigheden og ned i dybet?
 
Hvad vil der ske?
 
Et sprog vi ikke har noget forsvar imod
 
Digteren David Whyte skriver at poesi er et sprog som du ikke har noget forsvar imod.
 
Poesien finder vej til kroppen, hjertet og sindet. Og det går stærkt. 
 
Et digt – eller blot nogle enkelte linjer – kan ramme dig, løfte dig, og minde dig om de mest betydningsfulde ting i dit liv. 
Det kan sætte dig tilbage på sporet, hvis du har glemt dig selv lidt eller glemt dit livsformål.
 
I slutningen af Mary Oliver’s digt En sommerdag skriver hun:
 
Fortæl mig, hvad planlægger du at gøre
med dette, dit eneste vilde og kostbare liv?
 
Et digt skal ikke “forstås” med forstanden.
 
Det skal vække dit nærvær og meget gerne skabe en “genkendelse” eller en undring eller en indsigt. 
 
Som her, hvor jeg forsøger at sige noget om drømme:
 
Drømme er usynlige kraftcentre, der rier livsstrømmen sammen og fæstner den til hjertets anker
 
Digte er mystik og stilhed
 
I den seneste uge har jeg læst et digt af Rilke (Go To the Limits of Your Longing) igen og igen og igen. Både højt og stille indeni mig selv. For at lade det virke på mig og for at skrive et digt selv, som en slags “svar” eller dialog med Rilke’s digt.
 
Et digt kan leve længe, særligt når det har flere lag og en mystik i sig, som jeg oplever at Rainer Maria Rilke’s digte har. Man må leve sig ind i det over tid for at nærme sig det…
 
Jeg er enig i, at det kan være berigende at tage ud og lytte til en digter, lissom at det kan inspirere at læse digte højt sammen med andre.
 
Et digt kan lukke sig eller åbne sig for mig, når jeg lytter til digterens oplæsning af digtet. For stemmen, og måden digtet ‘lever’ i rummet på, betyder så meget for, hvordan det kan modtages. Det er en kunstart at recitere digte.
 
For mig skal der helst være en stilhed i oplæsningen. Ingen drama eller højrystede følelser. For så kan digtet bedst leve sit eget liv i modtageren.
 
Kunsten er at læse et digt op med et nærvær, der både er i tråd med digtets ‘ånd’ og som samtidig giver plads til stilheden.
 
Jeg har selv praktiseret at læse digte højt for andre, både under mine 1:1 sessioner og til foredrag igennem mange år. Det har stor betydning for det rum, som vi har sammen og hvor vi kan bevæge os hen i samtalen. 
 
Jeg er også begyndt at lave meditative digtoplæsninger, hvor digte – meditationer – og ord, der fortæller om digtene, væves sammen til et rum af ro, skønhed og fordybelse. 
 
Fordybelse i poesi er en daglig praksis for mig på lige fod med tid i naturen og meditation.
 
Måske du også har lyst til at læse flere digte?
 
Hvis du har lyst til at læse nogle af mine digte, så finder du dem HER
 
God fornøjelse med poesien!

Udklip fra Kristeligt Dagblad lørdag den 1. marts 2025. 

Rum til dig

Selvomsorg, poesi & meditation

Få mit gratis minikursus til en værdi af 499,-kr. Du tilmelder dig samtidig mit personlige nyhedsbrev

.