RAIN processen er et redskab du kan bruge til at fordybe dig i din indre sindstilstand. Den er udviklet af den amerikanske psykolog Tara Brach for at hjælpe mennesker med at håndtere svære følelser som fx. usikkerhed, frygt eller utilstrækkelighed. 

Gennem de fire trin i RAIN lærer du at genkende, tillade, undersøge og nære de (svære) følelser, der opstår i forskellige situationer i dit liv.

RAIN processen kan få os til at føle os opløftet, lissom den røde rose på billedet herover. Den er blevet forfrisket efter den blide sommeregn (RAIN) og man kan nærmest fornemme dens skønne duft.  

På samme måde kan vi, gennem de fire trin, gå fra at have en svær følelse af fx. mindreværd, magtesløshed eller utilstrækkelighed, til at tillade os selv at være sammen med følelsen, og blive klogere på, hvorfor netop den følelse er på besøg lige nu? For til sidst at drage omsorg for os selv på lige præcis den måde, som der er behov for.

R A I N

R – Recognise – genkende

A – Acknowledge – tillade

I – Investigate – undersøge

N – Nurture – nære

Genkende Det første trin begynder, når jeg mærker en svær følelse i mit indre, der fylder. Jeg lægger mærke til den og jeg forsøger at genkende hvilken stemning eller følelse der er tale om og hvordan den mærkes. Er følelsen opstået ud af en specifik begivenhed? Eller ud af en bekymring eller en erindring om noget, der er sket i fortiden? Eller noget, der måske vil ske i fremtiden?

Tillade Nu, hvor jeg har genkendt det, der fylder i mit indre landskab forsøger jeg at tillade det at være der. Dette trin er grundlæggende i mindfulness træning, hvor vi møder vores indre tanker, følelser og kropslige sansninger med en indstilling af accept. Vi tillader det som er, at være der, uden at flygte væk fra det. Vi er sammen med det, med venlighed og accept, uden at gøre det forkert. Det hjælper mig at bruge mit dybe åndedræt til at skabe ro og råstyrke, når jeg skal holde rum for de følelser, som kan være svære at være sammen med.

Undersøge I det tredje trin giver jeg mig selv lejlighed til at undersøge følelserne og deres udspring dybere med interesse og omsorg. Jeg udvider min undersøgelse til kroppen. Er der en spænding et sted i kroppen. Noget jeg holder fast på? Kæben, ballerne, åndedrættet? Kan jeg med hjælp fra åndedrættet gå fra sammentrækning og anspændthed til at give slip og åbne op? Måske lægger jeg en varm, beroligende hånd på maven eller hjerteområdet, der hjælper med at bringe omsorg til det, der er svært. Hvad fortæller den følelse, som er på besøg netop nu, mig? Hvordan tager jeg bedst hånd om det? 

Nære Det fjerde og sidste trin i RAIN processen er dedikeret til at drage omsorg for dig selv. Hvad har du brug for? Hvordan vil du nære dig selv? Du kan fx. understøtte den varme, beroligende hånd, som du holder på dit hjerteområde med kærlige ord “Jeg er her for dig” eller “Du er støttet og kærligheden strømmer til dig”. Det kan være uvant at mærke omsorgen fra dig selv, fordi de fleste af os er mest vant til at drage omsorg for andre.

I digtet af Galway Kinnell, som du kan læse herunder, beskriver han det så smukt: Det kan sommetider være nødvendigt at minde en blomst om dens egen skønhed. For på den måde kan den blomstre på ny indefra.

For mig er det essensen af RAIN processen. At vi på trods af livet, og alle de udfordringer, vi møder på vejen, kan få lov til at blomstre igen og igen, ved at lade den blide regn (RAIN) forfriske os med selvomsorg.

The bud
stands for all things,
even for those things that don’t flower,
for everything flowers, from within, of self-blessing;
though sometimes it is necessary
to re-teach a thing its loveliness,
to put a hand on its brow
of the flower
and retell it in words and in touch
it is lovely
until it flowers again from within, of self-blessing

Fra digtet “Saint Francis and the Sow” af Galway Kinnell

Jeg vil anbefale dig at lave denne korte meditation (6 minutter), som giver dig ro og klarhed efter, at du har arbejdet med RAIN processen. 

Du finder meditationen her: Ro og klarhed meditation 

God fornøjelse!

Kærlig hilsen

Didde

FOTO: Via Unsplash

Rum til dig

Selvomsorg, poesi & meditation

Få mit gratis minikursus til en værdi af 499,-kr. Du tilmelder dig samtidig mit personlige nyhedsbrev

.