For nylig rejste jeg tilbage til en del af min fortid. Nærmere bestemt til Edinburgh i Skotland, hvor jeg tilbragte tre år fra jeg var 14 år til jeg var 17 år. Og ud over, at det var en stor oplevelse at vende tilbage til et sted, som jeg ikke har besøgt i 24 år og træde ind i min ungdoms kulisser, så fik jeg også forbindelse til en følelse af vemod.
Hvad er vemod?
Vemod kommer oprindeligt af det tyske ord ´wemot´- ve betyder kval eller smerte og mod betyder sind eller sindelag. Vemod er et smertefuldt sindelag eller som jeg mærkede det: en stille sorg eller længsel. Som den udslukte vulkan midt i Edinburgh, med slottet på toppen – vemodets vulkan – der ikke længere er aktiv, men i hvis indre, der ligger et aftryk, en række minder, en erindring om noget, der var, men som ikke længere er.
I denne by havde jeg en kreds af venner og min første kæreste, som jeg sad i biografmørket sammen med fredag aftener. Biograferne ligger der endnu: Cameo, Odeon, Filmhuset, men min vennekreds er spredt for alle vinde. Og min skolelærer, Peter Snow, der åbnede en verden af digte og kunst, døde af kræft for et par år siden. Cafeen, hvor vi mødtes og drak te ligger der stadig.
Vemod er længslen efter et tabt paradis. En tid og nogle mennesker, hvis eksistens gjorde livet rigt og lyksaligt. Men som nu er forbi, fordi tiden og livet udsletter det som et sandslot på stranden, som vandet tager med sig.
Tre ting vi skal kunne for at leve i denne verden
Ifølge digteren Mary Oliver er der tre ting vi skal kunne for at leve i denne verden:
To live in this world
you must be able
to do three things:
to love what is mortal;
to hold it
against your bones knowing
your own life depends on it;
and, when the time comes to let it go,
to let it go.
(In Blackwater Woods – et uddrag)
De tre ting vi ifølge Mary Oliver må kunne er, at
- Elske det dødelige.
- Og holde det helt ind til vores knogler, som om vores liv afhang af det.
- Og give slip på det, når tiden er inde.
Vemod er smerten over det, som vi bliver nødt til at give slip på, uanset, hvor højt vi elsker det. Og som vi må leve med længslen efter, velvidende, at det ikke kommer igen. Men som vi heller ikke ville have været foruden.
Vemod kan vække nyt liv
Men måske kan vemodets vulkan af udslukt liv vække et vigtigt spørgsmål:
Hvordan kan de hændelser og relationer fra fortiden, som vækker vemod, give næring til nyt, rigt liv?
På min rejse tilbage til fortiden blev det klart for mig, at jeg savner en stærkere kreds af venner og livsvidner, som dem jeg havde i mine teenage år. Og det, at jeg bliver opmærksom på den længsel, støtter mig i, at skabe det i mit nuværende liv.
Hvad mærker du en vemod efter fra din fortid? Og tør du forfølge den sorgfulde længsel ind i dit liv nu og give plads til noget nyt?
FOTO Didde Flor Rotne, Edinburgh 2022.
Recent Comments