På rejsen gennem livet vil vi undervejs finde os selv i situationer af magtesløshed og smerte. Og vi møder den også i andre mennesker omkring os. Sygdom, adskillelse, uheld, dødsfald og afmagt er vilkår i livet.
Vil vores råb blive hørt?
Min oplevelse er, at når smerten rammer, kan vi som menneske blive presset så meget, at vi til sidst må overgive os til uvisheden. Men vi overgiver os først, når vi indser, at der ingen andre veje er tilbage. Vi har forsøgt alle de løsninger, som vi har kunnet komme op med, uden held. Og måske har vi også forsøgt at drukne vores sorg. At spise den væk. At kæmpe den væk i konflikter eller lade den tære på vores livslyst. Men det forløser os ikke.
Og nu befinder vi os fanget og fastlåst i et kammer af sindet, der er så trængt, at alt vi kan gøre er at kalde på hjælp, halvt i bøn, halvt i desperation. Overgivelse indebærer et kontroltab, for vi sender vores sorgråb ud i mørket, men vi ved ikke om vi bliver hørt?
Det føles som at presse sig igennem klippesten
I dette digt af Rainer Maria Rilke efterlader han mig med en fysisk, nærmest klaustrofobisk fornemmelse af at være ved at gå til grunde i afmagten.
Presser igennem
Det føles som om, at jeg presser mig igennem klippesten
i flintagtige lag, som malmen ligger, alene;
Jeg er så langt inde, at jeg ikke kan se nogen vej igennem,
og der er ingen plads: alt er tæt på mit ansigt,
og alt tæt på mit ansigt er sten.
Jeg har endnu ikke meget erfaring med sorg
så dette massive mørke gør mig lille.
Du er mesteren: gør dig selv kraftfuld, bryd ind:
så vil din store forvandling forløse mig,
og mit store sorgråb vil indvirke på dig.
(Oversat af Didde Flor Rotne)
Det store spørgsmål er, hvor vi vender os hen, når vi vågner, ude af os selv om natten, eller føler os væltet helt omkuld i vores familieliv eller arbejdsliv? Hvilke døråbninger kan vi træde igennem, for at finde lindring og for at kunne bære, det ubærlige?
Noget svarer mit råb i mørket
Rilke antyder, i slutningen af digtet, at sorgråbet kan indeholde en nærmest alkymisk proces, der transformerer mig, fordi noget bryder igennem klippestenen og mørket, og svarer mit råb, så jeg ikke længere er ene om at bære det ubærlige.
Noget kommer mig i møde midt i afmagten. Måske mærker jeg først nærværet og de usynlige hænder, der griber mig, når jeg har råbt på hjælp længe nok og udmattet lader mig falde ind i min egen sorg? Dér findes der en døråbning, som jeg falder igennem, ind til et sted, som har stilhed, fylde og nærvær. Her kan jeg hvile og blive holdt for en stund.
Måske er det sjælen, der møder mig på denne tærskel, som et vidnesbyrd om, at jeg aldrig er alene, men altid del af noget, der er større end smerten?
FOTO Kelly Sikkema, fra Unsplash.
Recent Comments