Jeg er netop vendt hjem efter en skumringsvandring i skoven ved vores hus. Uglen tudede mig ud af skoven, for mørket lukker sig om den, og skoven bliver nu en verden for dem, der kan se i mørket.
Har du mørkejusterede øjne?
Jeg øver mig i at se i mørket. Det er ikke gennem mine fysiske øjne, for de ser dårligere end nogensinde før. Men med de øjne, der kan se under overfladen og ind i sjælen. De mørkejusterede øjne, der ser dybere, bag om alt det støj og virvar, der hver dag fylder min opmærksomhed. Hvis du kigger op i nattehimlen kan du fornemme den dybde. Du ser ind i et uendeligt hav af stjerner, der fortsætter ind i fjerne lag.
Følelser forstærkes i mørket
En af udfordringerne ved mørke er, at det, som er svært i livet kan vokse i den ensomme og tyste nat, hvor følelser kan blive forstærket og uroen tiltage. Man kan ligge søvnløs og spekulere på ting, der bekymrer én eller valg, der skal træffes. Men natten tilbyder også en anden mulighed.
Vi kan lære mørket at kende og at have tillid til natten. Vi kan læne os ind i nattens favn, der holder os, og efterlader en følelse af at blive båret af noget, som er større end os selv og større end den smerte, frygt eller tvivl vi kan føle.
Nattemørkets kraft
Den tyske digter Rainer Maria Rilke har skrevet dette stærke digt om nattemørkets kraft:
DU MØRKE
Du mørke, hvorfra jeg kommer,
jeg elsker dig højere end alle de bål, der hegner verden ind
for bålet laver en cirkel for alle,
så ingen ser dig længere.
Men mørket bærer det hele:
Formen og flammen,
dyret og jeg selv,
det holder dem,
alle kræfter, alle syn –
og det er muligt: dens store styrke
bryder ind i min krop.
Jeg har tillid til natten.
(Oversat fra engelsk af Didde Flor Rotne)
Det er denne tillid til natten, som Rilke så smukt beskriver i digtet, som vi kan opøve, ved at læne os ind i natten og blive bekendte med mørket og stilheden. Her mærker vi os selv tydeligere og vi bliver båret uanset, hvordan vi har det.
Du kan møde din sjæl i nattemørket
Der findes en fantastisk ro i natterummet, som gør det muligt at hvile og regenerere. Og en dybde, der kan hjælpe os med at trænge til bunds i spørgsmål, vi har om vores liv, og modtage nye svar.
Når vi tør begive os ind i uvisheden, som mørket repræsenterer, må vi vænne os til at gå, uden vores almindelige syn, til at starte med. Men efterhånden som vi bliver fortrolige med mørket, begynder vi at kunne orientere os i uvisheden, og så opstår der en vej, som vil føre os ind i et møde med vores egen sjæl.
Spørgsmål du kan stille din sjæl
I dette møde får vi mulighed for at få svar på de spørgsmål som vi bærer på fx. “Hvad er mit sjælsformål”, “Hvilken vej skal jeg vælge i min karriere?”, “Hvordan deler jeg bedst mine gaver med verden?” og “Hvordan finder jeg modet til at leve et helhjertet liv?”
Tør du læne dig ind i nattemørket og gå din sjæl i møde?
Kærlig hilsen
Didde
FOTO fra Unsplash 2022.
Recent Comments