11 spørgsmål til at velkomme efteråret, som både inspirerer til fordybelse og til at sætte retning for dine drømme
❦ Du finder spørgsmålene nederst i blogindlægget ❦
I morges var der kun 9 grader da jeg stod op. Sikke et skifte ovenpå en lang, varm sommer helt ind i september.
Jeg har nydt varmen og badeturene lige op til nu, men en del af mig har også lyst til at læne mig ind i efteråret, med alle dets muligheder for fordybelse.
Når vi træder over tærsklen til en ny årstid er det et oplagt tidspunkt at reflektere over, hvad vi gerne vil sætte fokus på og give plads til i den nye sæson.
Skifte i den ydre årstid bibringer et skifte i den indre årstid og vi kan skabe vores liv i overensstemmelse med naturens rytme, og de muligheder som de køligere og kortere dage giver os.
Du kan læse mine svar på spørgsmålene her:

1. Tre fokusområder for efteråret
En god rytme i ugen, så hverdagslivet bevæger sig afsted med overskud og mest mulig ro. Og med faste dage til svømning/træning og en dag, hvor jeg arbejder/skriver i naturen. Det kræver lidt planlægning med gode skrivespots, varmt tøj og underlag osv. men det skal prøves af, for jeg har det som blommen i et æg, når jeg er udenfor i naturen.
Nu hvor børnene er blevet så store og kan klare det meste selv vil jeg gerne kombinere mit arbejde med en overnatning hist og pist rundt i DK på dejlige steder. Hvis jeg holder foredrag i Jylland eller på Fyn kan jeg booke en overnatning på et retreatsted eller refugium og have en skrive- og udforskningsdag i området. Det vil være eventyr for mig lige midt i hverdagen.
At være glad og glæde mig til små og store ting, der skal ske i livet. Jeg har haft kortere perioder i mit liv, hvor jeg ikke glædede mig til en ny dag, når jeg vågnede om morgenen. Hvor jeg var så overvældet af livets udfordringer og oplevelsen af, at de opgaver jeg skulle bære var for store. Hvor frygt og sorg fyldte det meste. Derfor er jeg taknemmelig for hver dag, og at mærke glæden og lysten til livet, også selvom der er mange store og åbenlyse udfordringer i verden.
Jeg vil fordybe mig i Bill Plotkins bøger og naturbaserede tilgang til at arbejde med sjælen og livsformål.
Skrive på min digtsamling “Sjæledigte”. Til oktober skal jeg på skrive refugium på Hald Hovedgaard igen, det glæder jeg mig meget til.
Overgangsalderen som frisættende urkraft og kvindevisdom. Jeg fylder 50 år i Januar 2025 og jeg mærker de små og store forandringer, der sker i min krop og ikke mindst i mit sind. Jeg har det lidt som minutterne inden man sætter sig op i rutschebanen i Tivoli – hvor vildt bliver det? En forventningsfuldhed…jeg mærker både fysisk uro, men også en enorm frisættelse af kraft og kreativitet. Jeg tror det bliver vildt…på en god måde.
3. Sjælskvaliteter, der er ledeord for mig i efteråret
Følge min intuition, leve i tillid og være god til at spinde drømme.

4. Jeg skal lave mindre af
Opfølgning omkring mine børns liv. Give slip på mor-kontrol og to-do lister på mine børns vegne og give dem plads til selv at lære af livet. Nøgleordene er G I V S L I P og vær der for dem, når de har behov for mig. Efter snart 23 år som mor arbejder jeg med at ændre min tilgang til mor-rollen, så den passer til der, hvor mine børn er nu i livet. Det er ikke nemt, fordi der er vaner som ligger dybt. Men jeg ved, at det er den rigtige vej at gå.
5. Jeg skal turde
At stå i mit lys.
I mine sessioner med kvinder støtter jeg den enkelte kvinde i at se og finde sine unikke gaver og helt særlige kvaliteter. Det er et stort privilegium, fordi der frisættes så mange resurser og kreativitet hver gang en kvinde træder stærkere ind i sit lys og sin kraft. Gaver som er til glæde og gavn for hende selv, hendes nærmeste og for verden. Det er afgørende for mig at gå vejen selv og selv praktisere det, som jeg underviser og guider andre i. Så derfor arbejder jeg selv med at turde tage skridt, hvor jeg træder ud af usynlighedsmønsteret og står i mit lys.
6. Jeg vil gerne lære
Flere nemme og lækre vegetariske retter (som mine børn også kan lide)
At huske mine drømme oftere og lade dem vejlede mig
Digte udenad, både andres og mine egne, så jeg altid har et digt ved hånden, der kan bringe poetisk kraft og kaste nyt lys på en situation.

7. Jeg vil læse
- Stephen Cope: The Dharma in Difficult Times.
- Bill Plotkin: The Journey of Soul Initiation. A Field Guide for Visionaries, Evolutionaries and Revolutionaries
- Susanne Brøgger: På væggen
- Digtsamlinger
8. Fem ting for at have det godt
Kærlige, støttende og inspirerende relationer – både til mine nære og til mennesker jeg arbejder sammen med og møder på min livsvej.
Rum til fordybelse hver dag som at skrive, læse, meditere, hvile og blive inspireret.
Skønhed i tøjvalg, mad og boligindretning. Æstetik, kvalitet, enkelhed og skønhed betyder meget for mig og min måde at leve på og have det godt på. Jeg vælger de ting jeg omgiver mig med med stor omhu og kan bedst lide, at der kun er det allervigtigste omkring mig. Jeg forfiner det løbende, så det passer til de behov, der opstår. Fx. har jeg solgt ud af mit tøj henover sommeren på Trendsales, Vinted og DBA. Og fundet nye genbrugsfund, som jeg virkelig elsker.
Stå i mit lys og dele af mine gaver i verden i mit eget tempo og i overensstemmelse med min indre årstid.
Vandring i naturen ved vores hus og mest mulig tid udendørs hele året
9. Hvor finder jeg støtte og hjælp til mine næste skridt
Samtaler, rådgivning, bøger og podcast inspiration, kropsarbejde, meditation og intuitiv skrivning.

10. Jeg glæder mig til…
At fylde 50 år i starten af 2025 og fejre det på skønne måder
Naturture til Sverige – måske et tagtelt er fremtiden:-)
At få nye kreative ideer og handle på dem – at lade glæde og inspiration være min vejviser
En uge alene på skriverefugium på Hald Hovedgaard.
At skabe sjælfulde rum i 1:1 sessioner med kvinder, på mit STÅ I DIT LYS forløb og til digtoplæsninger.
11. Hvad er et næste konkret skridt?
En SoulQuest-dag alene i naturen, hvor jeg vil sidde med et vigtigt spørgsmål.
Jeg håber, at du blev inspireret og at du også har lyst til at reflektere over spørgsmålene, så du kan skabe rum til det du elsker her i efteråret.
Kærligst Didde
Du finder spørgsmålene herunder…

Her er de 11. spørgsmål – god fornøjelse!
1. Tre fokusområder for efteråret
2. Ting jeg vil fordybe mig i3. Sjælskvaliteter, der er ledeord for mig i efteråret
4. Jeg skal lave mindre af
5. Jeg skal turde
6. Jeg vil gerne lære
7. Jeg vil læse
8. Fem ting for at have det godt
9. Hvor finder jeg støtte og hjælp til mine næste skridt
10. Jeg glæder mig til…
11. Hvad er et næste konkret skridt?
Fotos fra min kamerarulle + Unsplash
Recent Comments