Det er titlen på en artikel med mig, der netop er udkommet på Woman.dk
Jeg synes det er en stærk titel og derfor har jeg lyst til at skrive lidt dybere om, hvad jeg mener med at “forsvinde”, hvis ikke jeg giver rum til stilhed hver dag.
Kender du den følelse af, at der hele tiden er noget som skal gøres? At tanker springer i mange retninger og kroppen kan føles let anstrengt, fordi du har oplevelsen af, at du burde nå meget mere end du når?
Så kroppen kan føles som om den er bagefter. Som at løbe den modsatte vej op ad rulletrappen – du når ikke op, fordi den ruller den anden vej.
Den følelse er velkendt for mig. Og det er for mig et symptom på det øgede tempo, som vi mennesker er kommet op i.
Det kaldes ‘accelerationen’ af den tyske sociolog Hartmut Rosa, der peger på tre former for acceleration i vores samtid:
1. Acceleration af livets tempo
2. Acceleration af social forandring og
3. En teknologisk acceleration.
Men hvordan mærkes det højere livstempo inde i os hver især?
For mig mærkes det som en ubehagelig anspændthed. En krop, der har sværere ved at finde ro. Et åndedræt, der er mere overfladisk. En følelse af hurtige skift. Mange tanker, der ofte kredser om alt det, der skal nås og ordnes. Problemer der skal løses og bekymringer for fremtiden.
Hvis det varer ved for længe ad gangen, så bliver jeg trist og irritabel.
Jeg mister følelsen af mening, der for mig kommer af at føle mig i f o r b i n d e l s e med livet omkring mig. Mine nære. Naturen. Min sjæl og mit dybere formål i livet. Lysten til at dele ud af mig selv.
Så er jeg i risiko for at forsvinde.
Forsvinde fra mig selv og den livgivende oplevelse af at være forbundet indad, som forudsætning for at være forbundet udad, til livet jeg står midt i.
Det er alvorligt for kroppen og nervesystemet. For den mentale sundhed. Og det er accelerationens præmis, som vores samfund nu er bygget på.
På arbejdspladserne, i skolerne, i den måde livet er designet på. Vi er bagefter hele tiden. Fordi vi vil nå det hele, have det hele, være det hele. Og det kan vi naturligvis ikke.
Men også fordi, at vi kommer til at sætte lighedstegn mellem præstation = anerkendelse / at være værdig til at blive elsket.
Det kan være sorgfuldt at miste nærværet til sig selv og til det som livet i virkeligheden handler om.
I dette digt prøver jeg at beskrive sorg, der er en af de dybe følelser, som jeg får forbindelse til, når jeg er i risiko for at forsvinde fra mig selv og miste oplevelsen af at høre til.
Men også det nye liv, som spirer frem, når jeg tillader mig selv at stoppe op og vente og forbinde mig til kroppen og åndedrættet.
De nyfødte drømme, der opstår ud af at være “holdt” af stilheden og det som er større end mig.
STILHEDEN HOLDER MIG
Sorgens tunge sten presser
kroppen mod jorden
hvor alt jeg holder af
er spredt omkring mig
som livløs støv
bærer mine bønner hen over
landenes grænser
i den afkræftede nat
Venten er mørkets iboende kraft
en usynlig bevægelse
der vokser for hvert åndedrag
I daggryets spejle står tårerne
som nyfødte drømme
på skabelsens akse
Inde i lysningen
hører jeg fuglenes sang
og den blide regn på bladene
Stilheden holder mig.
Digt af Didde Flor Rotne, 3. november 2023
(Følg med i tilblivelsen af min digtsamling “Sjæledigte” her)
Modgiften bor i kroppen
Kraften i at stoppe op er blevet en nødvendig evne, hvis vi vil stå af accelerationens rulletrappe.
Modgiften til accelerationen bor inde i kroppen. En livgivende eliksir. Og den vælger jeg til, på trods af den enorme kraft som accelerationen er (Fordi accelerationen fortæller mig, at jeg er mest værdifuld, når jeg gør noget.)
Men det som jeg har lært af mange års øvelse i at stå af rulletrappen, imens den kører, det er, at stilheden holder mig, som jeg skriver til slut i digtet.
Stilheden holder mig i en favn, der er større end mig. En værensfylde, der bringer følelsen af samhørighed og at være hjemme i verden. Og i min egen krop.
Så hvordan står jeg af rulletrappen?
Det gør jeg ved at mærke min krop og lægge mærke til min krops tempo og den anspændthed, der bygges op i den og så stoppe op helt fysisk.
Sænke tempoet.
Stoppe op og stå af.
Og på den måde lære min krop, hvor dejligt den kan have det, når den ikke farer op eller ned af rulletrappen.
At lære at følge min krop’s intelligente kompas.
I denne 6 minutters meditation inviterer jeg dig til at stoppe op og på ganske kort tid få ro i kroppen. Så du kan træde ud af accelerationen og ind i din egen tid.
En tid som ikke dikteres af det accelererede tempo i samfundet.
Men af din sjæl og den måde som det er godt for dig at leve.
Så du får sjælen med. Det vigtigste, hvis du spørger mig ❦
Lad os stoppe op sammen lige nu og her i denne korte mindfulness meditation:
Jeg håber, at du kunne mærke, hvor kraftfuldt det er at stoppe op og invitere roen tilbage i kroppen.
Hvis du vil nyde flere af mine meditationer, så finder du flere gratis meditationer her
Og mit gratis mini-kursus RUM TIL DIG finder du her
Kærlig hilsen Didde
Recent Comments